Årene 1973-80 På generalforsamlingen i juni 1973 indtog Jørgen Lethan formandsstolen efter E. Møller Jensen, hvem han i øvrigt også havde afløst et par år efter katastrofesæsonen 1966-67. Møller Jensens tid i klubbens ledelse var dermed et afsluttet kapitel, men i en årrække i 1970'erne fortsatte han som klubbens revisor, hvilket tillige var hans civile erhverv, ligesom han langt op i 1970'erne fortsatte som leverandør af øl og vand. Møller Jensens gode forbindelser med ledelsen af Valby Kulturcenter kom i øvrigt klubben til gode ved flere lejligheder, ikke mindst når der skulle forhandles huslejestigninger med Kulturcentrets ledelse. Møller Jensen bør især huskes for sin elskede "Jubilæumsfond", som han i starten af 1970'erne var hovedkraften bag og første bidragyder til. I dag huskes Møller Jensen især som en ivrig taler på generalforsamlingerne gennem 1980'erne, hvor han som den erfarne ex-formand uddelte ris og ros til bestyrelsen og klubben - ikke altid til bestyrelsens udelte glæde! Møller Jensen døde i 1994 efter at skrantende helbred de sidste år havde forhindret ham i at komme i sin skakklub. Inden generalforsamlingen i maj 1973 havde et nyt projekt set dagens lys, thi i februar samme år udkom det første nummer af klubbladet, som siden har været et fast holdepunkt i Valby Skakklubs klubliv. ldémand og arbejdskraft bag denne nyskabelse var Preben Nielsen, som skulle komme til at spille en afgørende rolle i Valby Skakklubs ledelse de følgende 18 år. Preben Nielsen satte med sin indsats fra -73 til -76 (samt nogle numre i -78) standarden for klubbladets opbygning, som vi kender den i dag. Preben udførte i klubbladets første leveår et ensomt pionér-arbejde, for han måtte tidligt sande, at det næsten var umuligt at lokke medlemmerne til at bidrage med stof. Et par gange i de første år var klubbladet i alvorlig livsfare, men heldigvis udholdt redaktøren hver gang strabadserne. Klubbladet lagde kimen til "oplysningstiden" i Valby Skakklub, hvilket ikke blot var til underholdning for samtiden, men også en håndsrækning til eftertidens valbyspillere der gerne vil vide, hvordan klubben fungerede "i gamle dage". Det var oprindeligt meningen, at klubbladet skulle have et navn, og bestyrelsen opfordrede i klubblad nr. 2, 1973, medlemmerne til at komme med forslag. E. Møller Jensen foresIog "Val-skak" (med tydelige henvisninger til Valby og Valhalla!), men der blev aldrig gjort noget ved sagen. Endnu i dag har klubbladet intet navn, men forsiderne er i stedet prydet af det smukke og særprægede logo, som Jørgen Lethan i sin tid tegnede. Op gennem 1970'erne udviklede medlemstallet sig positivt. De 20 medlemmer i 1970 var i 1975 blevet til 31 og havde momentant været oppe på 40. Aktivitetsniveauet i klubben var temmelig højt; bortset fra de sædvanlige arrangementer afholdt klubben hvert år i september med pæn tilslutning sit Åbne Valbymesterskab i hurtigskak, hvor medlemmerne dystede med spillere fra andre klubber og med hjemmespillere - akkurat som i dag. Flere af klubbens medlemmer var aktive i udenbys turneringer, for eksempel havde Valby Skakklub hele 15 deltagere i Københavns Skak Unions enkeltmandsturnering 1973, hvilket var næsten halvdelen af klubbens medlemmer. Ved et simultanarrangement i Hvidovre februar 1973 lykkedes det hele tre valbyspillere at besejre Bent Larsen, og dermed blev der taget en slags revanche for det beskedne resultat i 1956.1973 var også året, da rækken af venskabsmatcher mod Sk. 41 nærmede sig sin afslutning. Stillingen var efterhånden blevet 46½-28½ til arvefjenderne, og da man spillede til 50 point, måtte Valby Skakklub så småt indstille sig på at aflevere et skakur. Der blev tid til at spille venskabsmatcher mod andre klubber - i disse år var det især den nu hedengangne Søllerød Skakklub, der fik æren af at være Valby Skakklubs sparringspartner. Man bemærker dog, at idéen med venskabsmatcher langsomt forsvandt i de fleste skakklubber, også i Valby Skakklub, hvilket formentlig hang sammen med udbuddet af store, åbne arrangementer, som nærmest eksploderede og rigeligt mættede de fleste skakspilleres skaksult. Vinterturneringerne blev afviklet med pæn tilslutning, og ikke mindst vigtigt havde man fået strammet turneringerne op organisatorisk, så de nu blev afsluttet til tiden og ikke flød ud i ligegyldigheder, som det var sket i 1960'erne. Omkostningen ved opstramning med faste runder og præcise afbudsregler var dog, at en del spillere, der ikke kunne finde ud af at møde op til partierne, tabte uden kamp. Den slags var selvfølgelig ærgerligt, men man måtte betale prisen, hvis turneringerne skulle forløbe regelmæssigt og tilfredsstillende for de medlemmer, der tog turneringerne alvorligt. I februar 1974 kom den nyudnævnte internationale mester Ole Jacobsen på besøg og gav en simultanforestilling. Resultatet var ikke overbevisende for mesteren, der efter afslutningen på stedet tilbød at komme snarligt igen for at revanchere sig! Arrangementet havde deltagelse af 31 spillere, men over halvdelen var fra andre klubber. Bestyrelsen brokkede sig efterfølgende over, at kun en tredjedel af klubbens egne medlemmer sluttede op om arrangementet, men virkningen var ringe, for da Jacobsen dukkede op igen i september, var fremmødet endnu dårligere - bare 10 valbyspillere og nogle folk udefra. På denne baggrund havde Jacobsen ikke besvær med at vinde 14-2, og bestyrelsen skældte i klubbladet medlemmerne ud for den manglende interesse og understregede, at dette ikke var befordrende for lysten til at lave lignende arrangementer i fremtiden. I maj 1974 blev Preben Nielsen valgt til formand, og han blev med det samme den samlende kraft i et aktivt bestyrelsesarbejde, som blandt mange andre tiltag udmøntede sig i en hurtigturnering d. 2. januar 1975 i anledning af klubbens 40 års jubilæum. 69 spillere fra 23 klubber deltog. I 1975-76 kom et utroligt tilbageslag, da medlemstallet på bare ét år faldt fra 31 til bare 19 medlemmer! En del af grunden til nedgangen var vist nok, at en række af klubbens unge folk blev nødt til at trække i kongens klæ'r, men det kan næppe have været hele forklaringen. I sæsonen 1975-76 gennemførte kun 13 mand vinterturneringen og i holdtturneringen stillede Valby Skakklub med bare ét hold, hvilket var den ringeste repræsentation som klubben havde haft siden 1939!! Klubbens økonomi kunne ikke hænge sammen, og man blev nødt til at indføre en kraftig kontingentforhøjelse. Det lignede begyndelsen til en ny nedtur, men Preben Nielsen fik på generalforsamlingen i maj 1976 samlet en handlekraftig bestyrelse omkring sig, og de følgende år vendte nedturen. I øvrigt var sæsonen 75-76 - trods medlemsnedgangen - præget af pæn stor aktivitet i klubben. Klubben var talrigt repræsenteret i turneringer i Ringsted og Præstø, og Erling Christiansen, der efterhånden var blevet klubbens stærkeste spiller, selv om han i holdturneringen repræsenterede Sk. 41, blev Kronborgmester 1976 foran kendte folk som Nils Nilsson og Gerner Carlsson. Førsteholdet kunne stadig ikke trække sig selv op af hængedyndet i 2. række, selv om holdet et par gange var ganske tæt på at rykke op. 1976 var året, da Valby Skakklub for første gang deltog i en udenlandsk skakturnering, idet Preben Nielsen, Jørgen Lethan og Richard Hj. Nielsen (sammen med den tidligere valbyspiller Benny Petersen) udgjorde klubbens repræsentation ved et hurtigskak-stævne i Kiel. Efter den kortvarige nedtur var medlemstallet efter et par år atter oppe på de ca. 30 medlemmer, der var en nødvendighed, hvis klubbens økonomi skulle løbe rundt. De forbedrede organisatoriske forhold under en aktiv bestyrelse samt en generel god og dynamisk stemning i klubben (som man kan forvisse sig om ved at læse de gamle klubblade), gjorde klubben attraktiv, således at den i højere grad kunne holde fast på sine medlemmer. Tidligere havde det været et problem, at for mange nye interesserede enten trak følehornene til sig eller kun var medlemmer i kort tid, hvorfor medlemstallet svingede som et vildfaren pendul - til tider helt ud i ekstremen, hvor klubbens eksistens var i fare. I slutningen af 1976 fik klubbladet to nye redaktører, der på hver deres facon kom til at præge livet i klubben. Per. U. Johansen og Niels Jørgen Simonsen leverede fra 1976 til 1978 nogle meget velskrevne og morsomme klubblade med masser af skakstof og debat. Medlemmerne var blevet flinkere til at indlevere stof, således at man uden blusel kan kalde denne periode for det litterære højdepunkt i klubbladets korte historie. Niels Jørgen stod af pinden i 1978, mens Per U. fortsatte indtil 1980. I 1979 oplevede Valby Skakklub en voldsom tilvækst af juniorspillere, der i omfang overgik selv den legendariske juniortilvækst i begyndelsen af 1960'erne. Jungletrommer med efterretninger om Valby Skakklubs fortræffelighed gjaldede lystigt i lokalområdet, ikke mindst på Valby Skole, som i denne periode leverede mindst 10-12 juniorspillere til klubben. Der dukkede også juniorspillere op andre steder fra, og i starten af 1980'erne havde Valby Skakklub formentlig den største ungdomsafdeling i København med langt over 20 juniorer. Medlemstilvæksten omfattede dog i lige så høj grad "almindelige" spillere, og da regnskabet for sæsonen 1979-80 skulle gøres op, var 49 skakspillere registreret som medlemmer af Valby Skakklub - en stigning på næsten 50 % på bare ét år! Afskeden med 1970'ernes årti blev foretaget på fornem vis med en stor jubilæumsturnering i Kulturcentret. Valby Skakklub var søndag d. 6. januar 1980 vært for en flot hurtigturnering med deltagelse af spillere fra mange klubber. Næsten 100 mand rykkede denne søndag lystigt rundt med brikkerne, og vinder af mesterklassen blev Michael Longfors fra "Tårnet", Ballerup, søn af den gamle valbyspiller Jørgen Longfors. 33 valbyspillere deltog i turneringen, og som redaktør Per U. Johansen bemærkede i klubbladet, "var det flere, end klubben overhovedet havde medlemmer i 1975", da Valby Skakklub sidst afholdt jubilæumsturnering.