Årene 1945-61 Efter det succesrige jubilæumsarrangement meddelte P. J. Rasmussen på et bestyrelsesmøde ultimo 1944, at han ikke længere kunne afse tid til at fortsætte på formandsposten. P. J. havde udført et fantastisk stort arbejde for klubben, som han lige fra den første dag var med til at præge. I årene efter jubilæet blandede P. J. sig ikke mere i det slidsomme bestyrelsesarbejde i skakklubben, men langt op i 1950'erne var han det selvfølgelige valg som dirigent på generalforsamlingerne, hvor han som den belevne ex-formand udstrålede ro og forstandighed, når bølgerne gik højt vedrørende Valby Skakklubs fremtidsudsigter. Disse var - som vi skal se - ikke altid rosenrøde i de følgende år. På den stiftende generalforsamling i 1935 havde han været den myndige dirigent og fødselshjælper, da Valby Skakklub skulle bringes til verden. Han var næstformand i den første bestyrelse og klubbens skaklige ansigt udadtil. P. J. havde tidligere spillet klubskak i både Københavns Skakforening og Frederiksberg Skakforening og var kendt og respekteret i københavnske skakkredse som et yderst elskværdigt menneske med en charmerende omgangsform. Han var desuden en temmelig stærk skakspiller, der "med sin aggressive og velfunderede spillemåde var en farlig modstander", som A. Cruusberg udtrykte det i en artikel i KSU-nyt. Blandt P. J.'s ofre kan nævnes Jens Enevoldsen (partiet kan ses i 10 års jubilæumsskriftet), J. Giersing og A. Cruusberg. Han blev Valby Skakklubs første klubmester i 1936 og vandt sit femte og sidste mesterskab i 1949. Under afslappede former kunne den ellers så korrekte P. J. være både hyggelig og fornøjelig. Når han i løse partier kom til at stå mindre godt var hans stadige omkvæd: "Nu er gode dyr rådne!", og havde han tabt et spil, var det næsten obligatoriske udbrud: "Nu skal jeg vise Jer, hvor David købte øllet!". Da P. J. døde i januar 1959 mistede Valby Skakklub sit sidste medlem fra begyndelsen i Korups Have i 1935. Ny formand på generalforsamlingen i januar 1945 blev Willy Christensen, der et par år tidligere var indtrådt i bestyrelsen som sekretær. Willy Christensen fik således æren at føre skakklubben ud af besættelsens mørke og kolde tid, og håbet om fornyet fremgang for Valby Skakklub trivedes. Man stod imidlertid over for lokaleproblemer. Der var blandt medlemmerne stadig ikke tilfredshed med Villa Caféen, og bestyrelsen var hele tiden på udkig efter alternative lokaler. Man havde ikke rigtig lyst til atter at flytte til KFUM, som man allerede havde forladt to gange, så andre muligheder blev undersøgt. Man forhørte sig på Aalholm Kro, Café Oasen og lignende steder, men af forskellige grunde kunne ingen af disse steder stille Valby Skakklub tilfreds. Dog nåede man at spille en måneds tid i Café Oasen, inden bestyrelsen måtte bide i det sure æble og - for tredie gang - flytte klubben tilbage til KFUM. Denne rodløshed i Valby Skakklub efter besættelsen havde negativ indflydelse på medlemstallet. Den store tilslutning fra besættelsesårene nåede man ikke mere, og i 1948 blev medlemstallet opgjort til 37. Den nye kasserer, A. Brinck, havde ved samme lejlighed foretaget beregninger, der viste, at klubben skulle have mindst 35 medlemmer for at kunne løbe rundt økonomisk, så der var af og til krisestemning på generalforsamlingerne. Men det gik endda; de følgende år svingede medlemstallet mellem 35 og 45, og klubbens eksistens var på intet tidspunkt i overhængende fare, selv om det af og til var svært for kassereren at lyde optimistisk, når han skulle berette om kassebeholdning og udestående kontingenter. Skakligt bød de første år efter befrielsen på både skidt og kanel. Førsteholdet kunne ikke drive det videre end til en midterposition i holdturneringens 2. række, og vinterturneringerne var ualmindelig ringe besat. Til gengæld betød tyskernes exit, at man kunne genoptage de udenbys arrangementer i større omfang. Valby Skakklubs medlemmer kom vidt omkring, og klubben deltog eksempelvis med 21 mand i en stor triangelmatch i Hillerød i august 1946 mod Lyngby Skakklub og Hillerød Skakklub og deltog flere gange i et traditionsrigt påskestævne på Carlsberg. I Københavns Skak Unions enkeltmandsturneringer havde Valby Skakklub mange repræsentanter, som af og til optrådte i præmielisterne. Af stærke spillere i denne periode kan nævnes P. J. Rasmussen, Arno Larsen, B. Stender Petersen, S. Morville Schrøder og H. V. Tuxen, der vist nok allerede i 1940'erne var berømmet for sine skakopgaver. I 1955 blev Tuxen i øvrigt formand for Dansk Skak Union, men da havde han for længst forladt Valby Skakklub. Endelig skal nævnes Børge Hansen, der i 1942-43-44 vandt klubmesterskabet tre gange i træk og som gentog bedriften i 1947 under navnet Børge Rolfort. Man spillede en del venskabsmatcher mod Industriforeningens Skakklub (ikke at forveksle med Industriforeningens Kampklub) og mod Carl Allers Etablissements Skakklub, og i marts 1950 indledte Valby Skakklub en række af urmatcher mod naboerne fra Valby-Vigerslev Arbejder Skakklub, der havde spillelokaler på Harald Kiddesvej 2. I september 1951 kom tidens absolut stærkeste skakspiller, Jens Enevoldsen, på besøg, og han affærdigede hele klubben i en simultanforestilling med 23½-½. Allerede inden tilbageflytningen til KFUM i 1947 havde Valby Kulturcenter på Vigerslev Allé spøgt i kulissen som alternativt spillested. Kulturcentret havde uopfordret sendt skakklubbens bestyrelse informationsmateriale om sig selv, og Valby Skakklub skulle siden lade sig friste af de søde lokketoner fra centret, der behøvede nye foreninger for at få forretningen til at løbe rundt. I 1953 stod det rigtig skidt til med finanserne i Valby Skakklub. Der var underskud i regnskabet, og kontingentet fik et nøk opad - som det havde fået mange gange siden 1945. 50 øre måtte medlemmerne slippe mere om måneden, således at kontingentet beløb sig til 3,50 kr. Der var ingen vej udenom kontingentstigning, hvis klubben skulle overleve. Forud ventede en forandring i klubbens forhold, som præger Valby Skakklub endnu i dag. Den 1. april 1954 fraflyttede Valby Skakklub for sidste gang KFUM på GI. Jernbanevej og flyttede ned i Kulturcentret på Vigerslev Allé. Medlemstallet fortsatte med at være ustabilt, for eksempel svingede tallet i 1955 mellem 28 og 35 medlemmer. Flytningen medførte imidlertid en mærkbar forbedring i aktivitetsniveauet, der i november 1954 manifesterede sig ved Valby Skakklubs deltagelse i et stort propaganda-arrangement i Ringsted sammen med 11 andre skakklubber. Ringsted Skakklubs ihærdige folk, som Valby Skakklub skulle komme til at arbejde tæt sammen med i en årrække, havde lagt store anstrengelser for dagen, så derfor var det skuffende for dem, at alle de deltagende klubber, på nær én, rejste hjem efter turneringens afslutning og dermed svigtede den store afslutningsfest, som Ringsted-folkene havde lagt op til. Hvem var det, der blev hængende efter turneringen og festede videre? Valbyspillerne, naturligvis! I januar 1955 indledtes et fast trekantsamarbejde med Roskilde Skakklub og Ringsted Skakklub, hvor disse tre klubber skiftedes til at arrangere matchturneringer over mange brætter. Dette samarbejde fortsatte vist nok til en gang op i 1960'erne. Medlemstallet voksede i Valby Skakklub, man fik et par juniorer ind i klubben og begyndte igen at turde satse lidt på anderledes arrangementer med simultanspil og foredrag af en række af tidens stærkeste spillere. I december 1955 afholdt Valby Skakklub et propaganda-arrangement, hvor Københavns Skak Union betalte foredragsholderen, Hartvig Nielsen, samt sørgede for betaling for annoncering i de lokale blade. Stævnet blev lidt af en fiasko, idet kun to partier i den efterfølgende simultan med 31 mand blev færdigspillet inden aftenen var forbi. Valby Skakklub havde annonceret i både Valbybladet og Aalholmbladet, men kun seks hjemmespillere lod sig lokke til arrangementet. Vilhelm Petersen sejrede i 1955 for tredie gang i træk i vinterturneringens mesterklasse og vandt dermed mesterskabspokalen til ejendom. Denne pokal var blevet udsat i 1946 af en Fabrikant Hansen på Vigerslev Allé 7, som var blevet inspireret til donationen i forbindelse med jubilæumsturneringen i 1945. "Bægeret", som pokalen blev kaldt, nåede således kun at vandre i 10 sæsoner, hvorfor klubben herefter selv måtte udsætte en ny vandrepræmie. Det var såmænd det særprægede "skaktårn", som vi stadig spiller om. At "skaktårnet" er i cirkulation endnu skyldes dog kun, at Vilh. Engelhardt generøst afleverede sin præmie tilbage til klubben som "evigt vandrende", da han i 1965 - også efter tre mesterskaber på stribe - havde vundet retten til at tage det med hjem og stille det på sin bogreol til evig tid. I sommeren 1956 blev Valby Skakklub nødt til atter at skifte spillested, mens Kulturcentret flyttede ned i nye lokaler på Høffdingsvej. Flytteperioden blev tilbragt på Vigerslev Allé Skole. Et højdepunkt i 1950'ernes Valby Skakklub var, da klubben i 1956 fik besøg af en rigtig stormester: Bent Larsen var netop vendt hjem fra den succesrige olympiade i Moskva, der som bekendt gjorde ham til stormester. Det lykkedes Københavns Skak Union ved hjemkomsten at overtale Bent Larsen til at foretage et triumftog gennem udvalgte københavnske klubber, og torsdag d. 18. oktober var det Valby Skakklubs tur til at hylde Danmarks første stormester. Bent Larsen holdt indledningsvis et sprudlende foredrag og fortalte om sine oplevelser under turneringen. Aftenens hovedattraktion var stormesterens simultanspil mod 40 spillere. Flere af Valby Skakklubs stærkeste spillere trak sig høfligt tilbage til fordel for de mange gæster, der i dagens anledning havde aflagt klubben besøg. Næsten halvdelen af Bent Larsens modstandere var således gæster, som skulle betale 1 kr. for deltagelsen, mens klubbens medlemmer spillede gratis. Det lykkedes kun valbyspilleren Johan Larsen at vinde sit parti, mens resten måtte bide i græsset - blandt andre Vilh. Engelhardt og Jørgen Lethan! En overlegen sejr til stormesteren på 39-1. I de nye lokaler på Høffdingsvej havde Valby Skakklub endelig fundet det perfekte spillested. Tilpas fjernt fra larm og støj var Kulturcentret ideelt til skakspil. De skriftlige beretninger fra de første år på Høffdingsvej fortæller om et stabilt medlemstal, der svingede mellem 33 og 37. Turneringsaktiviteten i klubben var beskeden, og de par turneringer, som faktisk blev spillet, kneb det ofte med at få færdigspillet. I 1957 beklagede formanden Willy Christensen sig over, at alt for mange ikke gad spille deres vinterturneringspartier, men hellere ville drysse aftenen af med løse partier under afslappede former. Den gamle diskussion, om "faste runder" i vinterturneringen blev genoptaget, og der var forslag fra den senere formand E. Møller Jensen om at tildele "nuller" til de medlemmer, der ikke mødte op til partierne. Idéen om faste runder faldt dog til jorden, og de noget tilfældige forhold ved afviklingen af især vinterturneringerne fortsatte. Man skal bemærke, at turneringsformen dengang var noget anderledes end i dag, til eksempel skete det ofte, at mesterklassen bestod af bare 3-4 spillere, der spillede dobbeltrundigt om klubmesterskabet. Der skulle endnu gå mange år, inden man fik ordentlige forhold omkring vinterturneringerne. I holdturneringen gik det derimod fint for Valby Skakklub. De første år efter indflytningen i Kulturcentret førte førsteholdet en nogenlunde stabil tilværelse i 1. række, og i sæsonen 1958-59 fik Valby Skakklubs flagskib sin første triumf siden 1940'erne, da man vandt 1. række og sikrede sig adgang til mesterrækken. Førsteholdet, der sikrede oprykningen, bestod af Orla Larsen, Vilh. Engelhardt, Bernth G. Pedersen, J. P. Svendsen, H. Kaae, Jørgen Carstensen, Jens Lassen, Jørgen Lethan, Jørgen Longfors og Poul Jensen. Et par af disse spillere forsvandt imidlertid i løbet af sommeren, og i den følgende sæson i mesterrækken kunne Valby Skakklub i det skrappe selskab med københavns stærkeste klubber ikke undgå at rykke ud med det samme. Man glædede sig dog i klubben over, at man ikke var blevet nummer sjok, men at Politiets Skakklub fik lov at agere agterlanterne! Man bør huske, at Københavns Skak Unions mesterrække på dette tidspunkt stadig var det ypperste selskab i dansk skak med deltagelse af de allerstærkeste klubbers førstehold. Først i sæsonen 1962-63 indførtes den landsdækkende divisionsturnering, der naturligvis sugede de bedste københavnerhold til sig, hvorefter Københavns Skak Unions holdturnering blev reduceret til en turnering for sekundaholdene. I sidste halvdel af 1950'erne havde Valby Skakklub to gange simultanforestillinger med Børge Andersen, der var ved at udvikle sig til en af landets stærkeste spillere efter Bent Larsen og Jens Enevoldsen. Klubben indkøbte en masse skakbøger, navnlig Jens Enevoldsens lærebøger, og oprettede for medlemmerne et betalingsbibliotek, der dog kun nåede at fungere i kort tid. Desværre er mange af disse bøger i dag forsvundet, men der er da stadig et par stykker tilbage i materialeskabet. På generalforsamlingen i april 1961 fratrådte formanden siden 1945, den flittige Willy Christensen, og til ny formand valgtes E. Møller Jensen, der var kommet til Valby Skakklub i 1951 og som siden da havde været aktiv som klubbens revisor og bestyrelsesmedlem.