Reglement for Vinterturneringen 2000-01


PROGRAM
5/10-2000 1. runde 1-10 2-9 3-8 4-7 5-6
12/10-2000 2. runde 10-6 7-5 8-4 9-3 1-2
2/11-2000 3. runde 2-10 3-1 4-9 5-8 6-7
16/11-2000 4. runde 10-7 8-6 9-5 1-4 2-3
7/12-2000 5. runde 3-10 4-2 5-1 6-9 7-8
4/1-2001 6. runde 10-8 9-7 1-6 2-5 3-4
25/1-2001 7. runde 4-10 5-3 6-2 7-1 8-9
15/2-2001 8. runde 10-9 1-8 2-7 3-6 4-5
8/3-2001 9. runde 5-10 6-4 7-3 8-2 9-1
GRUPPERNE
Turneringen spilles i 2 klasser: Mesterklassen og 1. klasse.

I mesterklassen spilles alle mod alle, i alt 9 runder. Af ovenstående program fremgår hvem der mødes i hver runde.

I 1. klasse spilles 9 runder monrad i en samlet gruppe med mulighed for optagelse af nye spillere. Spilledatoerne fremgår af ovenstående program.

SPILLETID
Partierne startes kl 19.00. Betænkningstiden er 2 timer til de første 40 træk og derefter 30 minutter plus opsparet tid til resten af partiet.
REGLEMENT
Turneringen afvikles efter Dansk Skak Unions reglement for EMT og andre turneringer koordineret med denne, samt FIDE's regler.
INDSKUD OG PRÆMIER
Indskuddet er 100 kr. i alle klasser, som opkræves i forbindelse med førstkommende kontingentopkrævning.

Indskuddet går ubeskåret til præmier.

AFBUDSREGLER
Enhver spiller kan anmode om udsættelse af op til 3 partier i løbet af sæsonen. Ingen spiller er dog forpligtet til at acceptere, at mere end 2 af hans partier bliver udsat. Afslår en spiller at lade et parti udsætte under henvisning til, at han allerede har bevilliget 2 udsættelser, indebærer dette ikke, at hans adgang til selv at anmode om udsættelse af et eller flere partier indskrænkes. Hvis en spiller undervejs i turneringen kommer til klarhed om, at hans kalender ikke længere levner ham mulighed for at bevillige udsættelse af partier, kan han underrette turneringsledelsen herom, og er da fritaget fra sin ellers udtrykkelige pligt til at efterkomme hvilken begæring om udsættelse af et parti, han måtte blive præsenteret for, så længe han endnu ikke har bevilliget det maksimalt påbudte antal af 2 udsættelser. Som ret og rimeligt er, bortfalder samtidig hans adgang til selv at anmode om udsættelse af et parti.

Ved afbud skal følgende fremgangsmåde iagttages: Den spiller, der ønsker at melde afbud - i det følgende kaldet A - orienterer turneringsledelsen - i det følgende kaldet TL - senest dagen inden partiet skulle have været spillet, om at han ønsker udsættelse. Afbudet skal være meddelt senest kl. 20.00; er TL ikke at træffe over telefonen, accepteres afbud indtalt på TL's telefonsvarer. I forbindelse med afbudet til TL stiller A forslag om ny spilledato. I egen interesse opfordres A til at foreslå så mange nye spilledatoer som muligt. Det indskærpes, at afbud uden forslag om ny spilledato ikke accepteres. TL orienterer den spiller, A skulle have mødt - i det følgende kaldet B - så hurtigt som muligt om aflysningen af partiet, samtidig med at A's forslag til nye spilledatoer forelægges. B kan acceptere et af A's forslag eller selv foreslå en eller flere nye spilledatoer. Skulle B ønske det, kan han indrømmes et par dages betænkningstid. TL orienterer A om B's beslutning, så snart den foreligger. Det fremhæves, at A er forpligtet til at acceptere hvilken ny spilledato B måtte foreslå. Kan han ikke det, erklæres partiet tabt for A. B på sin side opfordres til at give A valget mellem så mange nye spilledatoer som muligt, men er ikke forpligtet til at stille forslag om mere end én. Iblandt B's forslag til ny spilledato, skal figurere mindst én torsdagsaften, hvor A ikke er optaget af ordinært programsatte VT- eller HT-partier. B er ikke forpligtet til at tage hensyn til, om A på de dage B måtte ønske at spille, skulle havde aftalt afvikling af andre udsatte partier. Det er således forbundet med en vis risiko for A at opbygge pukler af udsatte partier, idet han under ugunstige omstændigheder kan blive tvunget til at opgive nogle af dem uden kamp.

De krav, som ovenstående er formuleret til B, vil der i almindelighed ikke kunne dispenseres fra: Er B ikke i stand til at honorere dem, erklæres partiet tabt for ham. Enhver spiller, som mod sæsonens slutning kan se, at hans kalender ikke levner ham mulighed for at bevillige flere udsættelser, opfordres på det eftertrykkeligste til at orientere turneringsledelsen herom, idet han da - men også kun da - er løst fra, hvad han ellers var forpligtet til, nemlig at indvillige i at finde en ny dato for et parti, som en af hans modstandere måtte ønske udsat.

Aftaler om udsættelse af partier indgået spillerne imellem, uden at TL har været involveret, ses særdeles gerne, men har først gyldighed, når TL er informeret. Udebliver to spillere fra en runde, fordi de indbyrdes har aftalt ny spilledato, uden at TL er underrettet om aftalen, erklæres partiet tabt for begge spillere.

Sidste runde partier kan ikke udsættes, men erklæres tabt for den spiller, der måtte melde forefald.

Afbud sker til Benny Bjertrup på tlf. 36 16 76 44 senest aften før.

RYGNING
Der er rygeforbud i spillelokalerne de første to timer af spilletiden. Videre er rygning i garderobeområde ikke tilladt. Rygning henvises til slyngelstuen.
PLACERINGER OG OPRYKNING
Mesterklassen: Vinderen er klubmester. Ved ligestilling på førstepladsen afgøres mesterskabet ved en omkamp på 2 partier. Ved forsat ligestilling spilles 2 halvtimes partier og dernæst ved forsat ligestilling parvise lynpartier (begge har hvid og sort) indtil en vinder er fundet. Ved ligestilling på de øvrige pladser benyttes Sonnenborg-Berger-korrektion.

De 3 bedst placerede er berettigede til deltagelse i næste års mesterklasse.

1. klasse: Vinderen rykker op i næste års mesterklasse. Ved ligestilling benyttes Sonnenborg-Berger-korrektion.

I næste sæsons vinterturnering vil ledige pladser i samtlige grupper blive besat efter ratingtal.

TURNERINGSLEDELSE OG TURNERINGSKOMITÉ
Tvivlsspørgsmål mht. dette reglement afgøres i første omgang af turneringsleder Benny Bjertrup, hvis afgørelse kan ankes til turneringskomiteen. Klage indleveres til formanden for turneringskomiteen.

Turneringskomiteen består af Hans Arne Christensen (formand), Jan Morville Schrøder og Erling Nilsson. Turneringskomiteens afgørelse kan ankes til Skaknævnet.

PRÆMIE FOR BEDSTE PARTI
I gruppe uddeles en skønhedspræmie for bedste parti på kr. 100. Kun vinderen af partiet kan opnå en skønhedspræmie, hvilket dog kræver at partiet har været offentliggjort med kommentarer i klubbladet. De indleverede partier vil blive bedømt af et spillerudvalget.

Tilbage | Home