"Efter grundige overvejelser indser man, at udviklingen af skakforståelsen igennem tiderne stort set er gået for sig på en måde, der svarer til den, der foregår i den enkelte skakspiller - bortset fra at den her går hurtigere."
Ricard Reti, "Moderne schachideen", l923.

Hvis man tilslutter sig synspunktet i ovenstående Reti-citat, får det væsentlige konsekvenser for skakpædagogikken. Det vil blandt andet betyde, at man, for at kunne nå frem til at forstå de subtile finesser i moderne mesterskak, først må have sat sig ind i den simplere, mere direkte form for skak, som praktiseredes i tidligere tider.
Når jeg i denne bog bruger en del plads på at skue tilbage på de gamle mestres erfaringer, er det selvfølgelig fordi, at jeg helt er på linje med Reti. At have studeret partier og tanker af mestre som Anderssen, Morphy, Steinitz, Tarrasch, Nimzovitj, Aljekhin med flere er efter min opfattelse en helt nødvendig ballast, hvis man skal blive rigtig god til skak. Man kan dog møde moderne, især yngre, mestre, der udviser en forbløffende uvidenhed om tidligere tiders skak. Jeg husker at Bent Larsen for nogle år siden næsten forarget fortalte mig, at han havde mødt en ung mester, der ikke vidste, hvem Steinitz var.
Man kan godt bare lære spillets regler, spille en masse partier og derved opnå en vis spillestyrke, men uden studier af mesterpartier kommer man aldrig ud over et vist niveau - med mindre at man er af de meget sjældne deciderede "naturtalenter", hvad det så er. Ligesådan kan en ung mester med en vis grundviden ved at følge med i de moderne åbningsvarianter og med masser af praksis godt nå langt - måske til international mester- og måske endda stormesterniveauet. Men før eller siden tror jeg, at han går i stå, hvis han ikke kender til partier af Steinitz med flere.

Den skakhistoriske parallel

Det, som sikkert umiddelbart fascinerer mennesker, der lærer skakspillets regler, er spillets mange korte, "smarte" vendinger - det man kalder "kombinationerne" - og først og fremmest matkombinationerne. De fleste, der for eksempel ser en "kvalt mat" første gang, har sikkert den samme fornemmelse af at stå overfor noget, der er smukkere end trylleri - åndens sejr over materien, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Det næste skridt vil for de fleste så være, at forsøge at få stillinger frem, hvorfra der kan laves kongeangreb med efterfølgende matkombinationer. Her er man så i sin lige udvikling parallelt med skakhistorien kommet til "Romantiscismen", og den første egentlige strategi, som man bruger i åbningen, er bare at få brikkerne i spil. Når først at man nogle gange er røget ind i problemer, som for eksempel hvid havde det i Philidor-partiet i forrige afsnit, begynder man at forstå bondetrækkenes betydning i åbningen. Herefter bliver eens åbningstrategi så udvidet med forsøg på at opbygge bondecentrum og man er i sin "skakhistoriske parallel" nået til omkring Anderssen og Morphy og måske inden længe til Steinitz og Tarrasch.
Er man interesseret i skak kan og skal man selvfølgelig ikke lade være med at kigge på partierne i for eksempel en aktuel VM-match. Man skal bare være klar over, at spillet, bortset fra nolge af de flotte kombinationer, der selvfølgelig også foregår dér, vil være svært, for ikke at sige umuligt, at forstå, hvis man er på dette niveau. Selvfølgelig vil man kunne fornemme meget af det sportslige drama, især hvis der er gode kommentarer til partierne, og det kan vel også inspirere, at få bare en fornemmelse af, hvor højt et niveau skakspillet i dag er udviklet til. Men skal man på dette niveau studere noget, som man selv umiddelbart kan bruge i sit spil, bør man tage fat i de ældre mestres partier. Og især de korte tju-bang-partier med afsluttende kongeangreb fra forrige århundrede, som der findes mange af.

Hvordan studere skakpartier?

Nu har jeg efterhånden allerede en del gange anbefalet, at man "studerer" skakpartier, men hvordan gør man egentlig det? I første omgang har man selvfølgelig et skakparti med dets træk og formentlig også en mesters kommentarer dertil, og så har man selvfølgelig sat sig til rette ved sit skakspil. Hvad så? Hvis man har læst for eksempel de to forrige afsnit i denne bog - og måske også andre værker om samme emner - har man dog fået visse forklaringsrammer i hænde - noget med "udviklingen" og "bondecentrum". Når man så spiller partiet igennem, må man prøve at finde forklaringer på trækkene ihvertfald indenfor disse rammer. Hvis det drejer sig om et sådant parti som anbefalet, vil der også være nogle kombinationer undervejs, som man bør analysere i deres konsekvenser - altså også undersøge de muligheder, der ikke viste sig på brættet i selve partiet. Sådanne analyser er fortræffelige og iøvrigt meget underholdende øvelser, men med åbningsspillet har de selvfølgelig ikke så meget at gøre. Når man har gennemspillet og -analyseret partiet, bør man afslutningsvis prøve om man kan give en overordnet forklaring på, hvad der egentlig foregik. Vandt hvid på grund af et afgørende udviklingsforspring? Eller tabte sort først på grund unøjagtigheder senere end i åbningsspillet? Med videre. I det hele taget skal man stille sine egne, måske naive, spørgsmål til partiets forløb - spørgsmål, som der ikke altid findes svar på i mesterkommentarerne.
Studiet af mesterpartier efter en sådan fremgangsmåde kan iøvrigt også være en udmærket form for socialt samvær med en anden skakinteresseret - ja, ofte kan processen blive endnu bedre af diskussion og dialog.
Jeg skal prøve at eksemplificere fremgangsmåden med et eksempel - et af Steinitz` mest berømte partier:

Steinitz-von Bardeleben
Hasting, l895

l. e4 e5 2. Sf3 Sc6 3. Lc4 Lc5 4. c3 Sf6 5. d4 exd4 6. cxd4 Lb4+ 7. Sc3 d5
Denne måde at bekæmpe hvids bondecentrum på, så man forklaret i denne bogs tredie afsnit. Men stillingen er lidt anderledes her. Er den stadig brugbar?
8. exd5 Sxd5 9. o-o Le6
Sort turde altså ikke slå på c3. Man kan prøve at analysere konsekvenserne, for eksempel: 9. - Sxc3 lo. bxc3 Lxc3. Hvid har nu et pænt udviklingsforspring, men sort truer jo tårnet på al. Men her har hvid allerede en stærk angrebsfortsættelse: ll. Db3! Lxal l2. Lxf7+ Kf8 l3. La3+ Se7 l4. Txal fulgt af Tel. Det er altså forståeligt, at sort afslog hvids bondeoffer.
lo. Lg5 Le7 ll. Lxd5!
Herfra kommer der en lærerig serie afbytninger. Steinitz havde forudset stillingen efter sit l4. træk og bedømt den som god for hvid. Det kræver selvfølgelig mesterblik at se den slags ved brættet. Ved analysebrættet bør man spille trækfølgen herfra og frem til l4. træk igennem nogle gange, for at forstå finesserne, som der er en del af.
ll. - Lxd5 l2. Sxd5! Dxd5
Efter l2. - Lxg5 l3. Sxc7+ Dxc7 l4. Sxg5 har hvid vundet en bonde uden erstatning for sort.
l3. Lxe7 Sxe7 l4. Tel!
Diagram: H: Kgl, Ddl, Sf3, Tal, Tel, a2, b2, d4, f2, g2, h2. S: Ke8, Dd5, Ta8, Th8, Se7, a7, b7, c7, f7, g7, h7.
Nu ser man problemet: Den sorte konge når ikke i sikkerhed på en af fløjene via rokaden, da den er bundet til forsvaret af springer-e7. Man kan for eksempel prøve l4.- Dd7 for næste gang at rokere, men det nås ikke efter l5. De2! og hvid opretholder truslen mod e7.
l4. - f6 l5. De2 Dd7 l6. Tacl c6
Sorts forsvarside er at få spillet Kf7 og Te8, hvilket ville se ud til at give ham en acceptabel stilling. Men umiddelbart l6. - Kf7 ville tabe en bonde efter l7. Dc4+. Hvid har nu alle sine officerer udviklet og ser sig selvfølgelig om efter en angrebsmåde, der kan udnytte sorts uheldige kongestilling, inden han når at stabilisere stillingen.
l7. d5! cxd5 l8. Sd4
Igen krævede det selvfølgelig mesterblik at se dette. Steinitz havde fået øje på en midlertidig svaghed i sorts stilling - feltet e6. En springer dirigeret derned skaber stor ravage.
l8. - Kf7 l9. Se6
Nu truer stærkt Tc7.
l9. - Thc8 2o. Dg4 g6 2l. Sg5+ Ke8
Det følgende betragtes med rette som en af alle tiders flotteste matkombinationer. Herfra og l4 træk frem er spillet stort set forceret.
22. Txe7+!
Nu går hverken 22. - Dxe7 23. Txc8+ med tårngevinst eller 22. - Kxe7 23. Tel+ Kd8 24. Se6+ Ke8 25. Sc5+ med dronninggevinst. Men sort kan stadig forlade sig på, at han truer mat på cl.
22. - Kf8 23. Tf7+!
Denne vending er kombinationens egentlige pointe.
23. - Kg8 24. Tg7+! Kh8 25. Txh7+ Kg8 26. Tg7+ Kh8 27. Dh4+ Kxg7 28. Dh7+ Kf8 29. Dh8+ Ke7 3o. Dg7+ Ke8 3l. Dg8+ Ke7 32. Df7+ Kd8 33. Df8+ De8 34. Sf7+ Kd7 35. Dd6+ mat.
Som sagt er det overordentligt lærerigt at undersøge de forskellige andre muligheder, der er, i den lange, afsluttende kombination.
Den studerende bør altså så her stille sig spørgsmålet: Hvorfor tabte sort? For at besvare det spørgsmål, bør man først undersøge, om sort på et sent tidspunkt havde noget fornuftigt forsvar. Undersøgelsen vil nok vise, at ihvertfald efter hvids l7. d5! var sort færdig, formentlig før. Måske var det allerede Steinitz' stærke afbytningsserie i træk ll-l3, der var afgørende? I så fald ligger sorts fejltræk altså tidligere. Måske var han allerede i vanskeligheder efter hvids lo. Lg5. Det er selvfølgelig ikke altid, at man i sådanne undersøgelser kan nå frem til noget definitivt svar - faktisk er det ret sjældent - men har man kunnet nå cirka hertil, har man allerede lært meget. Man kan ihvertfald konkludere, at sorts nederlag skyldtes problemer med at få afsluttet udviklingen.

Hvordan skal man spille?

På dette niveau bør man også prøve at få spillet en type skak, der svarer til den "skakhistoriske parallel". For eksempel bør ens valg af åbninger svare dertil. Altså ikke vanskelige, moderne åbninger, men hellere klassiske åbninger, der fører til frit officersspil, hvor en god udvikling betyder meget. Problemet med valg af åbninger, der passer til eens niveau, kommer jeg ind på i et senere afsnit.
Den berømte sovjetiske skaktræner Mark Dvoretski benytter i sine sessions en stribe af opgaver, hvor de unge talenter bliver sat til at spille forskellige stillingstyper med nogle strategiske problemer, som han mener, at de på deres givne niveau trænger til at lære at magte. Metoden kan udmærket overføres til det niveau, som vi snakker om her, bortset fra at der ikke findes nogle samlinger af opgaver, der passer lige netop hértil - ihvertfald når det drejer sig om at lære de grundliggende ting i åbningsspillet.
Men det kan nu godt lade sig gøre, at lave opgaverne selv. Hvis det drejer sig om at spille "romantisk" skak for eksempel, skal man dog selvfølgelig have en modstander, der også gerne skal være på nogenlunde samme niveau. Har man det, kan man enes om at spille en række træningspartier, der starter fra en eller anden "klassisk" åbning.
Jeg vil anbefale træningssessions med partier, der starter fra
"Italiensk" - l. e4 e5 2. Sf3 Sc6 3. Lc4 Lc5 4. c3 - "Evansgambit" - l. e4 e5 2. Sf3 Sc6 3. Lc4 Lc5 4. b4 Lxb4 5. c3 - "Nordisk Gambit" - l. e4 e5 2. d4 exd4 3. c3 dxc3 4. Lc4 cxb2 5. Lxb2 eller "Muzio-gambit" - l. e4 e5 2. f4 exf4 3. Sf3 g5 4. Lc4 g4 5. o-o gxf3 6. Dxf3 . Så kan man så prøve, om man kan spille partier ligesom Anderssen og Morphy! Særligt givtigt bliver det selvfølgelig, hvis man skriver partierne ned, og prøver at analysere dem udfra ovenstående metode.
I dag er der også mange, der er i besiddelse af skakspillende computerprogrammer, hvor det er muligt at taste en bestemt stilling ind, som spillet så kan starte fra. I sådanne tilfælde er det selvfølgelig slet ikke noget problem at lave disse sessions nårsomhelst, at man har lyst.