Årene 1980-91 "Gennem 70'erne har jeg været med til at sætte mit præg på udviklingen (...). Jeg synes, at det ville være til gavn for klubben, hvis det bliver en anden, der vil sætte sit præg på udviklingen i 80'erne." Sådan skrev formand Preben Nielsen i sin nytårstale i klubbladet, januar 1980. Preben Nielsen havde da i næsten seks år stået i spidsen for en aktiv bestyrelse, som stille og roligt havde fået klubben på ret køl igen efter problemerne i 1960'erne. Han fik imidlertid kun i begrænset omfang lov til at gå på pension og var også gennem 1980'erne med i forreste række, når dagsordenen skulle sættes i Valby Skakklub. Perioden 1980-85 kan uden overdrivelse betragtes som Valby Skakklubs anden guldalder. Ikke siden besættelsens første år havde Valby Skakklub haft fremgang, som den oplevede i disse år. Medlemmernes fremmøde var meget stort, så klubben måtte allerede i starten af 1980 indlede forhandlinger med Kulturcentrets ledelse om leje af det store lokale i stedet for det lille, som klubben havde klaret sig med siden indflytningen i 1956. I sæsonen 1980-81 stillede Valby Skakklub med fire hold i holdturneringen; klubbens største repræsentation siden 1943. Førsteholdet deltog for fjerde år i træk i 1. række, men da der i juniorafdelingen løb en række talentfulde drenge rundt, var det kun et spørgsmål om kort tid, før 1. holdet ville være stærkt nok til at gøre sig gældende i toppen - og måske endog rykke op i mesterrækken. Selvfølgelig under den forudsætning, at fremgangen i klubben kunne fastholdes. På generalforsamlingen i maj 1981 demonstrerede Preben Nielsen, at hans ord - citeret i indledningen - var alvorligt ment. Finn Svensson blev valgt til ny formand, men bestyrelsesarbejdet undergik ikke derved nogen særlig forandring. Finn Svensson og Preben Nielsen havde i de seneste år arbejdet tæt sammen, og rokeringen var udtryk for, at Preben Nielsen trængte til et hvil på den forreste pind. Da Finn Svensson to år senere flyttede fra byen, overtog Preben Nielsen igen formandshvervet, men Finn Svensson forblev i bestyrelsen og fortsatte med at udføre et stort arbejde som turneringsleder. Den store aktivitet manifesterede sig på mange måder. Antallet af valbyspillere, der deltog i udenbys turneringer, voksede hastigt, og ikke mindst de årlige sommerudflugter til Esbjerg (Vesterhavsturneringen) medvirkede til, at Valby Skakklubs navn blev bragt ud over Valby Bakke. Det var især de mange juniorer, der slog deres folder på det store københavnske skakmarked. I maj 1982 havde klubben 55 medlemmer, og det var nødvendigt at indlede nye forhandlinger med Kulturcentrets ledelse, denne gang om leje af alle lokaler i centret - fremmødet var så stort, at der knap var plads til alle, og de turneringsspillende følte sig generet af støjen fra de medlemmer, der i samme lokale spillede lynskak, analyserede og snakkede skak. Kulturcentrets tilbud om leje af hele centret for 8000 kr. årligt, blev modtaget af bestyrelsen. I klubbens juniorafdeling var Mikael Bjertrup det største talent. I sæsonen 1981-82 fejrede han store triumfer i skoleskak-regi, idet han i november 1981 blev københavnsmester i sin aldersklasse (-66) og senere samme måned blev nummer to ved danmarksmesterskabet i Odense. I sidstnævnte turnering sejrede Henrik Danielsen - en spiller, som Mikael Bjertrup ofte dystede med i disse år. Andenpladsen ved DM gav adgang til de nordiske mesterskaber i Norge i slutningen af februar 1982, og her demonstrerede Mikael Bjertrup atter sit talent ved at blive nummer to efter nordmanden Esben Agdestein (storebror til den senere stormester Simen Agdestein). Juniorarbejdet i Valby Skakklub var ikke udpræget elitært, hvilket demonstreredes ved, at det interne juniormesterskab i Valby Skakklub i disse år havde mange deltagere, eksempelvis dystede 18 spillere om "Valbymesterskabet for juniorer 1981". Bredden viste sig også, da Valby Skakklub i 1981-82 deltog med to hold i det nyindstiftede københavnsmesterskab for juniorhold å fire mand. Andetholdet klarede sig hæderligt i B-rækken, mens førsteholdet, der bestod af Mikael Bjertrup, Peter Albek, Dan Terkildsen og Martin Jensen blev københavnsmestre med solid margin til nummer to. Fra denne begivenhed huskes især den ivrige medleven fra en valbysupporter, der fulgte begivenhederne på nærmeste hold, da afslutningsrunden blev spillet i Hvidovre en søndag i februar l982. Klubbens nestor, ex-formanden E. Møller Jensen fulgte engageret slaget fra sidelinien, og gamle Møller var både rørt og stolt, da Hvidovres borgmester uddelte præmierne og lod et par ord falde om de velopdragne knægte fra Valby Skakklub! Desværre lykkedes det ikke at fastholde den store juniorafdeling, og i 1984 var antallet af spillere under 20 år nede på de sædvanlige 6-7 stykker. En del var dog blevet i klubben, men hørte af naturlige årsager til i seniorafdelingen. Medlemstallet i første halvdel af 1980'erne var dog hele tiden omkring 50, og medlemmernes opbakning viste sig blandt andet i vinterturneringen, der oftest havde deltagelse af næsten alle medlemmer. 1982-83 var begyndelsen til Valby Skakklubs bedste epoke i holdturneringen siden oprykningen til mesterrækken i 1959. Førsteholdet var for en gangs skyld ikke med i kapløbet om at undgå nedrykning til 2. række, men fik en tredieplads efter at have spillet godt mod topholdene, men desværre smidt for mange nemme point væk i andre matcher. Valby Skakklub deltog "kun" med tre hold i turneringen, men det var nu heller ikke så ringe endda. På generalforsamlingen maj 1983 kunne formanden Finn Svensson oplyse, at medlemstallet var faldet fra 55 til 49. Tilsyneladende ingen foruroligende udvikling, men formanden oplyste tillige, at 21 havde meldt sig ud, mens 13 havde meldt sig ind. Dette gennemtræk af medlemmer var nogenlunde under kontrol i disse år, men netop denne ustabilitet havde tidligere været Valby Skakklubs svøbe. Man havde før oplevet, at tilgangen var udeblevet et år med akut krise til følge. Det høje aktivitetsniveau i klubben resulterede i 1984 i en nyskabelse, der desværre kun overlevede i fem-seks år; "Sekskant-klubberne". Med Hvidovre Skakklub, Vallensbæk Skakklub, Brøndby Skakklub, Ishøj Skakklub og Sk. 41 indledte Valby Skakklub et spændende samarbejde, hvor man skiftedes til at invitere hinanden til store holdturneringer på almindelige klubaftener (Sk. 41 blev dog hurtigt skiftet ud med Tåstrup Skakklub). Denne turneringsform havde været meget almindelig i 1940'erne og 1950'erne, men var efterhånden forsvundet på grund af det store udbud af enkeltmandsturneringer i København. Turneringen var for hold á fire mand og indeholdt visse restriktioner med hensyn til deltagernes spillestyrke, således at det var klubbernes "almindelige" medlemmer, der fik lov at spille med. Interessen blandt valbyspillerne var stor, og da Valby Skakklub lagde lokaler til arrangementet i 1987 med 40 gæstende spillere plus klubbens øvrige medlemmer, var der en stemning i klubben, der kunne lede tankerne hen på fordums tid, hvor skakspillets sociale aspekt var langt mere udtalt end i dag. Da sekskantsamarbejdet nogle år senere fik vokseværk, mistede Valby Skakklub interessen for det. D. 21. januar 1985 fyldte Valby Skakklub 50 år. På selve dagen var klubben vært for en stor fest i Kulturcentret, hvor 40 mennesker - medlemmer med vedhæng - troppede op til velkomstdrinks, stor buffet, masser af god vin samt dans til levende musik til langt ud på natten. Maden var kokkereret af bestyrelsesmedlemmerne, om end nogle af konerne, kæresterne og mødrene også tog del i tilberedningen. Et flot arrangement, der vil gå over i historien som Valby Skakklubs største fest. En uges tid efter var Valby Skakklub vært for en hurtigturnering i fire klasser med deltagelse af 97 spillere fra 27 forskellige klubber. Over halvdelen af klubbens egne medlemmer deltog, og det blev oven i købet til en lille triumf, da Mikael Bjertrup besatte 3. pladsen i mesterklassen efter Kaj Bjerring og Peter H. Nørby. Jubilæet fik i øvrigt en pressedækning i Valbybladet, som Valby Skakklub ikke havde oplevet lignende siden jubilæumsturneringen i 1945! Dermed var jubilæet behørigt fejret, men det blev bedre endnu: Da holdturneringen 1984-85 begyndte, var klubbens førstehold to år i træk blevet nummer 3 i 1. række og havde dermed aflagt sig den dårlige vane til med altid at ligge i bunden og kæmpe for at undgå nedrykning. Jubilæumssæsonen gav - efter et kriminelt spændende afslutningsopgør mod de nærmeste konkurrenter - langt om længe oprykning til mesterrækken! Holdet tabte kun én match undervejs, men vandt til gengæld to med 7-1. Holdet var præget af en god holdmoral og havde næsten ingen afbud. Triumfen overvældede i den grad redaktøren af klubbladet, der excellerede i udtryk som "Vi vælter Rundetårn" med slet skjult henvisning til et formiddagsblads slogan ved fodbold-EM i Frankrig året før. Holdet bestod af Mikael Bjertrup, Erling Christiansen, Preben Nielsen, Jørgen Lethan, Martin Jensen, Eyvind Malchow-MøIler, Frank Kristensen og Rasmus Sønderriis. I 1985 blev Mikael Bjertrup valgt til formand. Derved blev hans tilknytning til klubben forstærket, og Mikael Bjertrups periode som formand var medvirkende til, at han forblev aktiv i Valby Skakklub endnu et par år, selv om der efterhånden ikke var megen modstand for ham at hente på skakbrættet. 1985 var også året, da Helge Jensen og Richard Hj. Nielsen blev hyldet og begavet med vin og blomster i anledning af deres 25 års jubilæum i klubben. På dette tidspunkt indehavedes anciennitetsrekorden af i dag afdøde E. Møller Jensen og Helge Kaae, der begge havde været i klubben i 34 år; skarpt forfulgt af den spillevende Jørgen Lethan, der var kommet ind et år senere. Medlemstallet i 1985 var 52, men stadig led man under det store gennemtræk. Martin Jensen gik af som redaktør efter 6 år på posten og blev afløst af Alex Hansen. Samtidig besluttede bestyrelsen at sælge sin fotokopieringsmaskine, som var indkøbt i 1983, fordi udgifterne til klubbladet var blevet for store. Man valgte at gå tilbage til det gamle system med stencils og duplikator. Et klart teknisk tilbageskridt med dårligere arbejdsforhold for den nye redaktør, der dog tog udfordringen op med godt humør og gåpåmod. Først i 1989 blev det oldnordiske stencilsystem atter afskaffet til fordel for fotokopiering. 1986-87 blev en god sæson for Valby Skakklub. Med møje, besvær og god kampånd overlevede førsteholdet i mesterrækken, vinterturneringen var atter godt besat, og tre af klubbens stærkeste spillere afholdt med pænt fremmøde foredrag om åbningsspil, kombinationsspil og slutspilsteknik. Medlemmernes aktivitet i udenbys turneringer var stadig høj, navnlig tidens mange koordinerede turneringer havde ofte valbyspillere på deltagerlisterne. Ved en blindsimultan-opvisning i Frederiksberg Skakforenings lokaler spillede fire valbyspillere remis imod Jesper Nørgaard, der var ved at varme op til et attentatforsøg på danmarksrekorden i denne mærkværdige disciplin. Preben Nielsen arrangerede i slutningen af september 1986 en skakrejse til Kiel, som fik deltagelse af fire valbyspillere, og han fulgte op med en rejse til Bremen et par måneder senere - denne gang med otte mand. Takket være Preben Nielsens indsats som Valby Skakklubs private rejsebureau udviklede Bremen-rejserne sig til en slags tradition, idet Valby Skakklub fem år i træk fra 1986 til 1990 deltog i "Werder Bremen Schachabteilung, Adventsturnier". Trist var det, at formanden i 1986 måtte meddele, at Helge Kaae og Sv. Aage Sonne var afgået ved døden. Kaae var en stille mand, der stort set kun kom i klubben for at spille holdkampe. Han havde været fast mand på klubbens flagskib til slutningen af 1970'erne. Sonne var en i fysisk henseende lille mand, men en stor personlighed. Man kunne ikke undgå at lægge mærke til den lille mand, der altid havde en cerut mellem tænderne og som ofte kom med arrige tilråb a la: "Er der ingen sukker til kaffen, for helvede!" . En del af medlemmerne var vist nok lidt bange for ham, men opdagede med tiden, at Sonne faktisk var meget gemytlig og noget af en spilopmager. Når den lille typograf Sonne i klubbladet kærligt blev udnævnt til "årets kværulant" blev han både glad og rørt. Hans navn nævnes allerede i protokollerne fra 1930'erne, hvor han blandt andet foreslog, at der skulle tages afskrifter af alle partier spillet i Valby Skakklub. Disse afskrifter skulle lægges i en mappe i klubbens materialeskab, så klubbens medlemmer kunne få noget studiemateriale. Om denne partimappe nogensinde blev en realitet, vides ikke. Sonnes navn forsvinder fra protokollerne i 1950'erne, hvilket tyder på, at han har været ude af klubben i en periode. 1987 var et mærkeligt år. På den ene side var det tydeligt, at "ånden" fra den store tid i begyndelsen af 1980'erne var ved at sive ud. Juniorafdelingen var skrumpet ind til bare fem drenge, klubbladet udkom uregelmæssigt på grund af den tilbagevendte redaktør Martin Jensens manglende tid og medlemmernes manglende indlæg, bestyrelsesmedlemmerne var blevet trætte af at åbne-lukke hver eneste torsdag og arbejdede mest på rutinen. Dertil kom, at førsteholdet måtte sige farvel til mesterrækken efter en meget uheldig sæson. Kedeligt var det også, at klubbens pengekasse alt for ofte blev lænset for 100 kr.-sedler på spilleaftenerne, og at ølbeholdningen i materialeskabet på uforklarlig vis blev mindre fra lukketid den ene torsdag til åbningstid den følgende torsdag. De ubehagelige omstændigheder stod på i mere end et år, inden det kom til en pinlig afsløring og eksklusion af et medlem. På den anden side kom en række fornyende tiltag: Dansk Skak Union havde et par år tilbage indstiftet "skakkens dag" (sidste lørdag i august), og Valby Skakklub stillede i 1987 brikker & brætter op på Toftegårds Plads i samarbejde med K41. Sekskant-samarbejdet fungerede fremragende, og klubbens interne turneringer havde fortsat stor opbakning fra medlemmerne. På generalforsamlingen i maj 1987 forlod Mikael Bjertrup formandsposten på grund af manglende tid, og dermed tog klubbens stærkeste spiller nogensinde det første skridt væk fra sin barndomsklub. Mikael Bjertrup spillede endnu en sæson som 1. bræt på klubbens førstehold, inden han via AS04 lod vejen gå til naboerne K41, hvor han i dag er divisionsspiller og kasserer. Mikael Bjertrup er dog stadig tilknyttet klubben som dobbeltmedlem. I l988 var der ingen i den siddende bestyrelse, der havde mod på at overtage formandsposten - i hvert fald ikke alene. Dette førte til, at bestyrelsen foreslog en vedtægtsændring, der indebar, at klubben eventuelt kunne ledes af to ligestillede formænd. Forslaget blev vedtaget, ikke mindst i lyset af, at den tidligere formand Preben Nielsen kun ville stille sig i spidsen for klubben igen, hvis han kunne få Istvan Olah som medformand. Preben Nielsen overtog det administrative arbejde med klubben, mens lstvan Olah blev formandskabets ansigt udadtil på klubaftenerne. Parløbet fungerede indtil 1991, da Benny Bjertrup lod forstå, at han godt kunne tænke sig at blive formand for Valby Skakklub, hvorefter dobbelt-formændene ikke var sene til at trække sig tilbage. I de første år under dobbelt-formandskabet blev det høje aktivitetsniveau fastholdt. Mere end 40 medlemmer deltog i vinterturneringen 1987-88, klubben deltog i samme sæson med tre hold i holdturnerin-gen, og førsteholdet klarede sig godt i 1. række og manglede kun 1˝ point i oprykning til mesterrækken. De seneste års tradition med at holde fest blev gentaget med skiftende tilslutning, dog nåede man ikke højderne fra jubilæumsfesten i 1985. Klubmesterskabet blev i 1988 omsider vundet af den stærkt, men ustabilt, spillende Bo Andersen, og ved Vesterhavsturneringen i Esbjerg samme år havde klubben næsten 100 % succes, idet fire mand hjembragte tre førstepladser og en tredieplads. Vinterturneringen 1988-89 var indledt med 50 deltagere, men en del udgik undervejs, og på generalforsamlingen i maj 1989 var medlemstallet dalet til 42. I historiens lys et udmærket medlemstal, men på daværende tidspunkt det laveste siden 1980! 1989 bød på en kurre på tråden mellem Valby Skakklub og K41, fordi omtalen af "skakkens dag" i Valbybladet, der var skrevet af en repræsentant for K41, underspillede Valby Skakklubs rolle i arrangementet på Toftegårds Plads. Den følgende "skakkens dag" faldt arrangementet til jorden, da K41 meldte forfald på selve dagen. Herefter blev samarbejdet afbrudt. På trods af Mikael Bjertrups afsked klarede førsteholdet sig hæderligt i 1. række 1988-89, og i Valby Skakklub spirede håbet om snarlig tilbagevenden til mesterrækken. At disse forhåbninger var baseret på kviksand blev tydeligt, da holdet efter tre runder af holdturneringen 1989-90 havde scoret blot 3˝ point af 24! Trods en god indsats i de sidste fire runder, kunne det tabte ikke indhentes, og for første gang i 13 år måtte førsteholdet ned i 2. række. Da var det bare fire år siden, at Valby Skakklubs flagskib havde spillet i mesterrækken. På den årlige Bremen-tur i december oplevede valbyspillerne for en gangs skyld ikke at være særlig interessante for de tyske "Schach-freunde". Berlinmuren havde allerede slået store revner, og østtyskerne benyttede den nyvundne frihed til blandt andet at spille skak i Bremen. Da en valbyspiller i 1. runde spillede med en spiller fra Dresden, var han måske den første vesterlænding, der tabte et skakparti til en befriet østtysker! Vinterturneringen 1990-91 havde deltagelse af næsten alle 40 medlemmer, men i holdturneringen var der kun basis for to valbyhold, hvilket var sølle i forhold til medlemstallet. Førsteholdet blev skuffende kun nummer to i 2. række. Erling Christiansen vandt klubmesterskabet for andet år i træk og forbedrede dermed sin egen fantastiske rekord til otte klubmesterskaber i Valby Skakklub. Den bliver svær at slå, ikke mindst med tanke på, at Erling Christiansen næppe har vundet sit sidste mesterskab! I december var klubben for - foreløbigt - sidste gang i Bremen. Ved hjemkomsten snakkede Preben Nielsen og et par af de øvrige deltagere om at drage til München næste år, men disse planer blev aldrig til noget. I august 1990 kunne læserne for første gang se en reklame for "Købmand Holmberg, Folehaven" i klubbladet. Ved Kr. Hartmanns mellemkomst kom Valby Skakklubs bestyrelse i kontakt med købmanden, og man indgik en sponsoraftale, der forpligtede klubben til at bringe et par siders reklamer i klubbladet samt til at opkalde alle eksterne turneringer efter købmanden. Købmandens modydelse var at levere øl, vand, kaffe og kage til rimelige priser og derudover at bidrage med et årligt kontant beløb til klubbens drift. Således kom Det åbne Valbymesterskab 1990 til at hedde "1. Holmberg Åben", og siden blev købmandens navn knyttet til fødselsdagsturneringerne og til de koordinerede turneringer, som den nye bestyrelse begyndte at arrangere efter den store skiftedag i 1991.