Årene 1961-73 1960'erne vil formentlig blive husket som Valby Skakklubs svar på "Den mørke Middelalder". I denne periode er det i dag tilsyneladende umuligt at fremskaffe pålidelige skriftlige efterretninger om klubbens eksistens, dens skaklige resultater, medlemstal med mere. Nærværende skrifts forfatter har naturligvis forsøgt at skaffe så mange oplysninger som muligt ved henvendelser til folk, der var medlem af klubben dengang. Der er faktisk nogle stykker blandt klubbens nuværende medlemmer, der var aktive i 1960'erne, men enten har disse ikke kunnet huske noget særligt (det er også længe siden!), eller også har de ikke haft tid & lyst til at bidrage med oplysninger, der kunne løfte noget af det tågens slør, der hænger over perioden. Dette giver anledning til en kortfattet omtale af de skriftlige kilder til klubbens historie, som er årsagerne til, at nærværende skrift overhovedet ser dagens lys: Valby Skakklub 1935-45 er et lille, men meget flot jubilæumsskrift, som blev skabt af tre fremtrædende medlemmer fra dengang; P. J. Rasmussen, Arno Larsen og S. Morville Schrøder. Heri får man en kort indføring i klubbens 10-årige historie, et par billeder af hovedkræfterne bag klubben, samt ikke mindst en nydelig partisamling, hvor en række valbyspillere præsenteres i kamp ved brættet. Et mesterværk som man stadig kan være heldig at finde i de københavnske antikvariater. Forhandlingsprotokollen 1935-65 er en betydningsfuld sag, hvor generalforsamlinger samt en række bestyrelsesmøder er refereret i mindste detalje af skiftende sekretærer. Her tår man oplysninger om stort set alt, som er sket i klubben gennem tiderne, diskussioner om lokaleforhold, økonomisk status, skaklige aktiviteter med mere. Skakresultater for Valby Skakklub 1943-60 er en anden vigtig kilde. Heri fortælles om Valby Skakklubs resultater i holdturneringerne, vinterturneringerne, venskabsmatcher, simultanarrangementer med stærke spillere, påsketurneringer og en hel del andet. Pennen er i hele perioden ført af Willy Christensen, der som nævnt var formand i klubben 1945-61. Det kan ærgre en og anden, at den nye bestyrelse, der tog over i 1960'erne, ikke gjorde sig ulejlighed med fortsætte optegnelserne i resultatbogen. Desuden indehaver klubbens bibliotek et par gamle regnskabsbøger og medlemsfortegnelser. Desværre forsvandt værdifuldt arkivmateriale til belysning af Valby Skakklubs historie, da klubbens kasserer i februar 1992 blev frastjålet sin mappe med pengekasse, regnskabsbilag, medlemslister med mere. Tyveriet er aldrig blevet opklaret, og - meget værre - taskens indhold er formentlig kastet bort. De nævnte protokoller & optegnelser er primær kildebelæg for nærværende skrift. I et vis omfang har forfatteren benyttet efterretninger fra andre skakklubbers klubblade (især Sk. 41's klubblad Taktik), fra KSU-nyt og fra samtaler med personer, der enten har eller har haft tilknytning til Valby Skakklub. Til Valby Skakklubs nyere historie (efter 1973) er den lange række af klubblade eminent kildemateriale, og fra 1975 findes der atter en forhandlingsprotokol med referater af generalforsamlinger, bestyrelsesmøder samt diverse korrespondance. Hvad der skete efter Willy Christensens afgang som formand, er svært at forholde sig til. Man lægger mærke til, at referaterne fra generalforsamlingerne efter 1961 er overfladiske og mangelfulde. Man glemmer at berette om Valby Skakklubs resultater i holdturneringen, ligesom man i de fleste referater kan læse, at "dette års vinterturnering desværre ikke er spillet færdig, hvorfor vi ikke har kunnet kåre en klubmester endnu". Hvis man håber at kunne finde resultaterne i det følgende års referat, bliver man skuffet, thi dér glemmer man alt om den ikke færdigspillede turnering og konstaterer blot, at "dette års vinterturnering desværre...". Det er en sørgelig kendsgerning, at kvaliteten i administrationen af klubben faldt væsentligt i 1960'erne, for eksempel er referatet fra generalforsamlingen i 1963 slet ikke indført i protokollen. I referatet for 1964 oplyses, at bestyrelsen i Valby Skakklub sågar havde glemt at betale kontingent til Københavns Skak Union, hvilket fik pinagtige konsekvenser for klubben: I KSU-nyt, april 1964, blev følgende lakoniske meddelelse bragt: "I henhold til KSU's love, § 3, 1. stykke, er Valby Skakklub pr. 1. januar 1964 ophørt med at være medlem af unionen", men heldigvis kunne KSU-nyt i juni-nummeret samme år meddele, at; "Valby Skakklub har overvundet de vanskeligheder, der var årsag til slettelsen og er atter optaget i unionen". Medlemstallet var vist nok stabilt, og man bemærker, at perioden ikke kun var karakteriseret ved stagnation, således indførte Valby Skakklub i 1962 halvt kontingent til medlemmer over 60 år, "når særlige sociale forhold gjorde sig gældende". I 1963 blev Valby Skakklub af Københavns Skak Union indstillet til Dansk Skak Unions såkaldte "Berlème-Nix legat", og klubben oplevede tillige en stor tilgang af juniorspillere, der for hovedpartens vedkommende kom direkte fra skoleskakklubben på Lykkebo Skole. Således havde Valby Skakklub i 1964 et medlemstal, der lød på 23 seniorer og hele 17 juniorer! Dette år begyndte man at diskutere ændringer i klubbens vedtægter, og året efter undergik disse en omfattende revision, som blandt andet indførte ungdomsarbejdet i formålsparagraffen. Efter 1965 er generalforsamlingsreferaterne ikke længere at finde i forhandlingsprotokollen, for - som der er påklistret på protokollens forside - "Forhandlingsprotokol t.o.m. juni -65 - herefter løse bilag". Man må formode, at disse "løse bilag" engang har eksisteret, og måske stadig findes et eller andet sted, men det har ikke været muligt at få dem fremskaffet til denne lejlighed. Først med lanceringen af klubbladet i 1973 bliver det atter muligt at danne sig et kvalificeret indtryk af livet i Valby Skakklub. Om de sene 1960'ere ved man dog en lille smule, om end mange af detaljerne fortaber sig i det uvisse: Valby Skakklub spillede i begyndelsen af 1960'erne en række venskabsmatcher med Glostrup Skakklub og Brøndby Skakklub, og disse tre klubbers samarbejde fungerede vist nok op til 1966 - måske længere. Da Naboklubben Sk. 41 i april 1966 afholdt sin 25 års jubilæumsturnering, var Valby Skakklub inviteret sammen med de gamle venskabsmodstandere fra Glostrup Skakklub og Firmaklubbernes Skakklub. Valbyholdet tabte ganske vist alle tre matcher, men holdet var en sund blanding af rutinerede seniorer og talentfulde juniorer, så der var begrundet håb om, at Valby Skakklub inden længe kunne have et stærkt hold. Holdet bestod på de øverste brætter af de tre garvede kæmper Vilh. Engelhardt, H. Kaae og Jørgen Lethan, efterfulgt af unge håb som Hugo Petersen og hans bror Benny, Helge Jensen, Søren Christiansen, Peter Karlsen og Richard Hj. Nielsen, for blot at nævne nogle stykker. På nederste bræt spillede den mangeårige kasserer A. Brinck, der startede sin karriere i Valby Skakklub helt tilbage i 1941. Dette var det sidste store arrangement, som Valby Skakklub deltog i, inden det kom til den største katastrofe i klubbens historie siden nedrivningen af Korups Have! Samstemmende vidneudsagn fortæller om rod i Valby Skakklubs indre forhold midt i 1960'erne. Turneringerne blev som tidligere nævnt ikke gennemført med den nødvendige faste hånd, medlemmerne mødte for sjældent op på klubaftenerne og medlemspleje var der for lidt af fra ledelsens side. Klubben kunne lige akkurat holde skruen i vandet, men da formanden E. Møller Jensen i 1966 måtte melde sig langtidssyg og næstformanden Jørgen Lethan måtte foretage en længere rejse ud af byen, var der ingen til at overtage de daglige pligter med at åbne-lukke, slæbe øl og vand frem, stille brikker op og alt det andet, der skal gøres, hvis en skakklub skal fungere. Den manglende dynamik i klubben fik i sensommeren 1966 voldsomme konsekvenser, der var lige ved at lægge Valby Skakklub i graven. En lang række af de unge medlemmer, som klubben havde fået siden 1962, havde ikke tålmodighed til at udstå prøvelserne. Fra flere af datidens aktører kan man få fortalt historier a la denne her: "Når vi mødte op foran Kulturcentret skete det tit, at der ikke dukkede nogen op med en nøgle, så vi kunne komme ind og spille. Nogen gange måtte en af os løbe hjem til det nærmeste bestyrelsesmedlem og få en nøgle, andre gange kom vi ind i Kulturcentret ved at bryde ind af et vindue". En aften i sommeren 1966 bad nogle af medlemmerne Københavns Skak Unions formand Viktor Sørensen om at møde op på Høffdingsvej for at hjælpe med at løse problemerne i Valby Skakklub, men da bestyrelsen ikke var til stede, afviste Viktor Sørensen at diskutere et forslag fra nogle af juniorerne om at slå Valby Skakklub sammen med Sk. 41. Det skal pointeres, at hverken Valby Skakklubs eller Sk. 41's bestyrelse var - eller blev - orienteret om dette møde. De unge Valbyspillere havde fået et godt kendskab til Sk. 41 i forbindelse med den føromtalte jubilæumsturnering, og de havde erfaret, at de organisatoriske forhold var bedre i naboklubben, der på daværende tidspunkt ikke var væsentlig større eller stærkere end Valby Skakklub. Til gengæld var der mere liv og engagement i Sk. 41, og da juniorerne havde fordøjet disse indtryk, forsvandt i løbet af ganske få uger 10-12 af de faste medlemmer og efterlod et enormt tomrum i Valby Skakklub. Stort set hele Valby Skakklubs juniorafdeling, som klubbens fremtid skulle have været funderet på, samt de kendte "brødrene Hansen" fandt fra september 1966 nye græsgange i Frugthaven, hvor Sk. 41 spillede, indtil den kort efter flyttede over i Urtehaven. Flere af disse juniorer blev hurtigt temmelig stærke og ville have pyntet på Valby Skakklubs førstehold. Af unge og talentfulde folk, der forlod Valby Skakklub og gik over i Sk. 41, kan nævnes: Hugo Petersen, Benny Petersen, Søren Christiansen, Erling Christiansen, Peter Karlsen, Richard Hj. Nielsen og nogle stykker mere. Et halvt år senere fulgte den lille dreng Steen Clausen i de andres fodspor og udviklede sit store talent i Urtehaven. Mange af udvandrerne er stadig del af den faste kerne i K41, som vor naboklub nu hedder efter fusionen med Kampklubben. Udvandringen var som en ond drøm, og da bestyrelsen i Valby Skakklub endelig vågnede op, var det for sent. Klubben blev nødt til at trække sit førstehold ud af holdturneringen 1966-67 og blev tvangsnedrykket til 3. række, medlemstallet var dalet til et helt uacceptabelt niveau, hvor man kunne spørge sig selv, om det overhovedet var en skakklub. Fremtidsudsigterne så ilde ud. Herefter befinder Valby Skakklubs historie sig atter i mørke. Hvordan klubben overlevede de følgende år er uklart, men tilsyneladende lykkedes det for datidens bestyrelse med E. Møller Jensen og Jørgen Lethan i spidsen at holde sammen på stumperne, om end noget tyder på et lavt aktivitetsniveau. For eksempel måtte Valby Skakklub trække sig ud af det faste samarbejde med Firmaklubbernes Skakklub, som klubben siden 1940'erne havde besøgt jævnligt ved store og festlige skakarrangementer på Carlsberg, og da "Skakklubben Tårnet" (Ballerup) i september 1967 inviterede Valby Skakklub til en træningsturnering med syv andre klubber, glimrede klubben ligeledes ved sit fravær. Udvandringen førte til en del spændinger mellem Valby Skakklub og Sk. 41. På overfladen lod ingen sig vist mærke med noget, men forholdet mellem Sk. 41's formand, den koleriske Egon Hansen, og E. Møller Jensen var ikke godt og blev ikke bedre, da samme Egon Hansen, nogen tid efter al balladen, mødte op i den skrantende klub på Høffdingsvej og generøst tilbød at indlemme Valby Skakklub i Sk. 41. I samme moment lovede han Møller en plads i bestyrelsen - som materialeforvalter! Øjenvidner beretter, at Møller blev ædende ond på den uforskammede Hansen og bogstaveligt smed ham for porten. Det bidrog heller ikke til forsoningen, at mange valbymedlemmer var overbeviste om, at Egon Hansen havde "fisket" Valby Skakklubs ungdom i forbindelse med jubilæumsmatchen i april samme år. Alt tyder imidlertid på, at klubskiftet var udbrydernes egen idé, og hændelsen kan nærmest beskrives som en lille snebold, der blev til en lavine, fordi der ikke var nogen til at stoppe den. På forunderlig vis holdtes de gamle klude på Høffdingsvej i live, og selv om årene efter udvandringen var meget problematiske for Valby Skakklub, lykkedes det en garde af stabile og loyale medlemmer at føre klubben gennem krisen. Medlemstallet var lavt, men lige højt nok til, at klubben kunne stille med to hold i holdturneringen uden dog at komme længere frem end til en elevatortilværelse mellem 2. og 3. række. Fra 1968-69 bekvemmer Valby Skakklub sig atter til at fortælle eftertiden, hvem der er de respektive sæsoners klubmester, men der er ingen efterretninger om yderligere aktiviteter. Man læser dog andetsteds, at Valby Skakklub på generalforsamlingen i januar 1970 udnævnte sin mangeårige stjernespiller Vilh. Engelhardt til æresmedlem. Engelhardt, der ud over at være en stærk skakspiller tillige var kunstmaler, dukkede op i Valby Skakklub i 1951 og fik straks overdraget førstebrættet på klubbens førstehold. I 1958 blev han udnævnt til mesterspiller efter at have vundet en 1. klasse i Københavns Skak Unions enkeltmandsturnering; man skal huske på, at titlen mesterspiller var ulige vanskeligere at opnå dengang end tilfældet er i dag. Det er troligt, at han har vundet en del flere klubmesterskaber end oversigten bagest i dette hæfte fortæller; Engelhardts storhedstid var netop i de 60'ere, hvor efferretningerne om vinterturneringerne er så irriterende mangelfulde. Hans navn knyttes i visse kredse stadig til åbningen 1. d4, d5, 2. c4, Lf5!?, som han analyserede fra sorts side og forsvarede i en sådan grad, at mange hvidspillere lavede en del krumspring i åbningsfasen for at undgå kunstmalerens specialitet. Engelhardt døde i 1975. Valby Skakklub begyndte i 1970 at spille venskabsmatcher mod Sk. 41. Disse urmatcher - man spillede til 50 point over en årrække, hvorefter vinderen vandt et skakur - indikerede, at striden fra 1966 var bilagt. Egon Hansen var blevet afløst på formandsposten i Sk. 41 af den besindige Ole Block, og de to klubber havde ikke længere nogen grund til at se skævt til hinanden. Den første urmatch blev spillet på Høffdingsvej, og på Valby Skakklubs hold finder vi navne som Jørgen Lethan, Erling Christiansen (dobbeltmedlem), Ove Hansen (også dobbeltmedlem), Vilh. Engelhardt, Verner Christensen, Helge Jensen, Richard Hj. Nielsen og Preben Nielsen. Sejr til Sk. 41 på 9½-5½. Op til 1973 spilles flere matcher, som Valby Skakklub alle tabte, undtagen i oktober 1971, hvor det for en gangs skyld lykkedes at få uafgjort 7½-7½. I denne match havde Valby i øvrigt gravet en af sine gamle koryfæer frem, Bernth G. Pedersen, som havde vundet sit første klubmesterskab i 1951. E. Møller Jensen, der var en jovial & hyggelig, men til tider også meget stædig mand, var så bestemt med til at få de gode relationer mellem naboklubberne genoptaget. Som da han ved Poul Martins 25 års jubilæum i september 1970 mødte op i Urtehaven og holdt en højtidelig festtale til sin gamle kammerat og kampfælle, hvor han mindedes de organisatoriske slag, som de to havde kæmpet sammen i tidens løb. Meget tyder på, at Valby Skakklub kom til hægterne i begyndelsen af 1970'erne. Man kan i forskellige skakklubbers medlemsblade læse om pænt store kontingenter af valbyspillere, der i disse år deltog i forskellige udenbys turneringer, for eksempel stillede valbyspillere ofte op i Ringsted Skakklubs turneringer. I holdturneringen klarede man sig fornuftigt i 2. række og rykkede endog i 1972 op i 1. række for dog året efter at ryge ud igen. Vinterturneringen kom på skinner igen under turneringsledelse af Ove Hansen, som efter udvandringen havde beholdt sit medlemskab i Valby Skakklub, selv om han også spillede i Sk. 41. Medlemstallet var dog fortsat ikke højere, at man kun kunne stille med to hold i holdturneringen.